Pages

Thursday, March 22, 2018

Ungarsk kistebyggeri

Jeg har i den seneste uges tid arbejdet på en præsentation om møbeltyper og snedkerarbejde i middelalderen. I den forbindelse faldt jeg over en fantastisk film på youtube, som jeg gerne vil dele med jer.

 
Filmen er optaget i 1955 i Ungarn og viser en håndværker som bygger en traditionel kiste af bøg. Det er en type kiste, som kaldes for en ark. Den har et hvælvet låg og er bygget lidt på samme måde som et bulhus. Høje ben som holder kisten væk fra gulvet. hele kisen er lavet af kløvet træ, som formes med økse og båndkniv. Alt foregår på øjemål og med et meget begrænser udvalg af værktøj.

Kistetypen kender vi fra middelalderen og de teknikker, som håndværkeren benytter kan genfindes på glasmosaikker fra chartres katedralen, som blev lavet i 1200-tallet.

Alt i alt en helt fantastisk inspirerende film.


Læg mærke til håndværkeren til venstre. Han bruger samme værktøj og sammen metode til fastspænding af emnet, som håndværkeren i videoen fra 1955. Glasmosaikken er fra chartres katedralen og dateret til år 1205. 

Sunday, March 18, 2018

Hængeskab

For tiden arbejder med på et lille hængeskab. Et lille skab som det kunne have set ud i 17-1800-tallet. Ikke at det er noget stilhistorisk studie, eller noget i den stil - men bare et forsøg på at bygge den grundform som kendetegner den møbeltype.

Den slags skabe kan man finde i hundredevis rundt omkring på landets museer, i genbrugsbutikker, på loppemarkeder og hos auktionshuse. Møbeltypen går vel tilbage til middelalderen og har overlevet mere eller mindre uændret frem til i dag. Stilmæssigt har det ændret sig meget men grundformen er den samme. Så hvis man kan reproducere den, kan man i princippet bygge et hvilket som helst skab, som er baseret på det samme princip.

Skabet uden låge og lister.

Projektet har indtil videre været en god anledning til at lære nogle betegnelser for skabets enkelte elementer og samtidig en lejlighed til at forsøge mig med nogle nye teknikker, som jeg har gået og spekuleret over i nogen tid.

Først og fremmest vil jeg undersøge hvor effektivt jeg kan arbejde, når jeg ikke forsøger at få alle overflader perfekte og alle tykkelser helt ensartede. Man kan måske sige at det er et forsøg på at finde ud af hvor mange gange jeg kan springe over hvor gærdet er lavest, uden at det påvirker kvaliteten af møblet. Konklusionen er umiddelbart at det kan man i rigtigt mange tilfælde. Så længe man overholder nogle enkle regler om hvilke flader og kanter man bruger som referencer for opstregning.

Projektet er også et ønske om at se hvor meget jeg har flyttet mig håndværksmæssigt siden jeg startede med at snedkerere for snart ti år siden. Også her er der gode indikationer på at jeg har rykket mig i den rigtige retning - fordi arbejdet går hurtigere end tidligere og fordi resultatet bliver bedre.

En lille karnis høvlet på indersiden af rammen, giver en fin overfang til fyldningen.

Skabet er helt simpelt. En kasse som er sinket i hjørnerne. i skabet er der en lille hylde. Bagbeklædningen er overfalsede brædder, som er sømmet på kassens bagside. Forsiden af kassen har en såkaldt for-ramme, som er den åbning lågen sidder i. Lågen er overfalset og har en profil høvlet på indersiden (Det har været projektets sværeste del ind til videre). Skabets top og bund forsynes med en profileret liste, som dækker sinkerne.

Jeg skal spare jer for at gå i dybden med alle deltaljer i processen fra brædder til skab - I for dog lige de bedste erfaringer, som jeg har uddraget fra projektet:
  • Skabets sider forside og til dels bund er meget synlig. Koncentrer dig om at få dem pæne og slap lidt af med resten.
  • Sinker er nemme! Betragt det som en slags intarsia. Streg bundlinjen op med en vinkel fra kanten og undgå at rette endetræet af. Glem alt om at strege op med smigvinkel og sav vinklen på øjemål.
  • Lad være med at bruge tid på at rette fejl i sinkerne, hvis de fx ikke slutter helt tæt. De bliver alligevel dækket med en liste til sidst (Ingen vil nogensinde få dem at se).
  • Streg op på flere emner samtidigt - Sæt en tvinge på dem og markér på modsatsillede emner samtidigt. Så bliver delene præcist lige lange.
  • Byg på øjemål - så slipper du for at måle og regne.
Bagbeklædningen sømmes på - Oprifter bag på skabet er helt fint. Ingen vil nogensinde få dem at se.